|  |
|
Dåvildtet i brunst
Dådyrenes brunst tiltrækker mange interesserede mennesker der kommer for at kigge på det store skuespil. Der kommer også fotografer fra det meste af Europa som sidder rundt omkring og venter på det helt rigtige skud. Se om du kan finde en fotograf på billedet!
Ellers er det bare om at komme ud og se på dyrene. Efterårsferien er et godt tidspunkt, men det hele slutter først i begyndelsen af november.
Dådyret er Danmarks næststørste hjorteart og en fuldvoksen han vejer ca. 110 kg. Hunnerne er noget mindre og vejer kun ca. 50 kg. Dåhjorten kaster geviret i april og maj, og det nye gevir er allerede udvokset sidst i august.
Se de andre afsnit
(Kom retur med klik på hjortestriben):
Kend din hjort!
Dåvildtet fulgtes med vikingerne
Brunsten - det er her det sker!
En arena midt på sletterne
|
|
Tekst og foto:
Søren Tange Madsen, Raadvad Naturskole
Se om du kan finde en fotograf på billedet!
Så er der slåskamp
Den ægte kamp - gevirkampen
Dåerne på banen
Hjorteparfume - uhm...
Hygge ved vandhullet |
|
|
|
Kend din hjort!
Dåhjorten (hannerne) kendes på de skovlformede gevir, og den smukke lyse sommerpels med hvide prikker. Dåerne (hunnerne) har ikke noget gevir og er noget mindre end hjortene men ellers er pelsfarverne de samme. Kalvene er også smukt prikkede, og er nok det man kommer nærmest en ægte ”Bambi” her i landet.
Dådyrene findes i flere farvevarianter, de normalfarvede med tydelige lyse prikker i sommerpelsen, og en mere ens grå vinterpels. Der er også helt hvide dyr, som ikke er albinoer, og en ensfarvet næsten helt sort type. Den hvid og sorte type er til dels menneskets værk – de er opstået naturligt og er så fremelsket af mennesker, som har holdt dådyr i fangenskab i flere tusinde år. |
|
Dåhjort med lidt sommerprikker i behold
En hvid hjort og brune dåer i flere nuancer |
|
|
|
Dådyrene fulgtes med vikingerne
Dådyrene har ikke altid boet i Danmark, og regnes normalt ikke for en hjemmehørende dyreart. Dådyret fandtes i Danmark før sidste istid, men genindvandrede ikke da isen forsvandt for ca. 10.000 år siden. Dådyrene kom igen til Danmark, men blev denne gang hjulpen af mennesker – nemlig vikingerne som medbragte dyr sydfra i deres langbåde som fremtidigt jagtbytte.
Siden er dådyrene blevet genudsat mange forskellige steder, og de har efterfølgende spredt sig fra udsætningsstederne, så i dag findes de mange forskellige steder i Danmark – den største fritlevende bestand findes i og omkring Grib Skov, hvor der er ca. 1000 dyr. I Jægersborg Dyrehave er der ca. 1600-1700 dådyr uden at årets kalve er medregnet.
Dådyrene findes desuden i et væld af andre dyrehaver – da de har et temperament og en adfærd, der egner sig godt til at omgås mennesker, i modsætning til krondyr, der både er mere pladskrævende og sværere at ”tæmme”, og derfor kræver langt mere plads for at trives tæt på mennesker.
|
|
Der er mange dådyr i Danmark - og særligt i Dyrehaven
En flot fyr! |
|
|
|
Brunsten - det er her det sker!
Dådyrenes brunst ligger umiddelbart i forlængelse af krondyrenes altså fra midt i oktober til først i november. Pladsen er i den periode markeret med skilte – for at publikum ikke skal forstyrre dådyrene i denne periode.
Dådyrene har ikke forsinket drægtighed ligesom rådyret, så fosterudviklingen starter umiddelbart efter parringen, og kalvene fødes efter ca. 8 mdr. drægtighed normalt sidst i juni og i begyndelsen af juli. Dådyrene får kun sjældent tvillinger – hyppigheden er den samme som hos mennesker nemlig ca. 1-2 % af fødslerne.
Dådyrene er således ikke helt så godt tilpasset det danske klima som krondyrene og rådyret, der netop føder deres kalve og lam når græsset er grønnest og der er mest gang i væksten i Danmark – men generelt betyder det ikke så meget – dådyrenes kalve klarer sig normalt alligevel, da vinteren jo normalt er mild, og der samtidig er godt med grønne marker og anden mad til dyrene i vinterhalvåret. Så kalvene får normalt hvad de skal bruge og klarer sig fint til næste forår, hvor de bliver vendt fra når den nye kalv kommer til verden.
Rangordenen blandt dåhjortene er nogenlunde det samme som hos krondyr – de stærkest hjorte dominerer de mindre stærke og yngre hjorte, og kønnene færdes overvejende adskilt undtagen i brunsttiden. Resten af året går de største hjorte sammen og de lidt mindre følges ligeledes ad.
Dåerne færdes i flok det meste af året, kun lige når dåen skal føde sin kalv vil hun gerne være alene – flokkene består overvejende af familiemedlemmer.
|
|
Giv agt for hjortene - de har brug for fred til deres gøremål. Ved skiltene er der ofte godt udsyn og passende afstand.
Kalven dier hos moren så længe "den går"
Dådyrne er flokdyr |
|
|
|
En arena midt på sletterne
I modsætning til krondyrene, afholder dådyrene deres brunst på en særlig arena. I Dyrehaven er de normalt på den store græsslette sydvest for Eremitageslottet.
Her mødes alle dyrene og her kæmper de største hjorte om dåernes gunst, mens en masse andre dådyr ser på. Faktisk er tilskuerne en vigtig del af hele forestillingen – da de opildner de stærke hanner til at vise, hvem der er den stærkeste og dermed skal vinde dåernes gunst. De mindre stærke hjorte bliver fortrængt og må tage til takke med mindre gode pladser i yderkanten af området, hvor der ikke kommer nær så mange dåer forbi.
Selve arenaen er således meget central i dådyrenes brunst. Her opholder de stærkeste hjorte sig, så længe de er i stand til at forsvare deres lille territorium, som ofte ikke er større end 50 m2. Ingen hjort kan holde sit territorium gennem hele brunstperioden. Men han forsvarer det indædt så længe, han har kræfter til det.
Man kan sammenligne arenaen med et skakbræt, hvor de midterste felter er de bedste og kanterne er mindre gode.
De store og stærke hjorte holder til nær centrum og nabohjortene bliver holdt væk med trueadfærd og imponermarch. Her går hjortene så på hver siden af territoriegrænsen med højt løftet hoved og ser hinanden an.
|
|
Arenaen kan sammenlignes med et skakbræt. Hjortene er brikker!
Den stærkeste får den bedste plads
Nu skal jeg dælen dulme imponere dig!
|
|
|
|
Den ægte kamp - gevirkampen
Den egentlige gevirkamp er sidste led i forestillingen – og langt de fleste opgør afgøres uden fysisk kontakt mellem hjortene.
Når hjortene kæmper med hinanden er de meget udsatte for andre angreb – en nabo går ikke af vejen for at blande sig i et slagsmål der allerede er i gang – og stanger gerne naboen i siden eller bagi hvis han kan slippe af sted med det. Sommetider kan man se helt op til fire hjorte der slås med hinanden samtidig.
Normalt slipper hjortene uden store skader – men hvert år aflives/dør der hjorte pga. de skader den har pådraget sig under brunsten.
|
|
Det ser vildt ud!
Det er helt fint med tilskuere til kampen |
|
|
|
Dåerne på banen
Dåerne er altid mere end velkomne, og inviteres indenfor med et smil hvis de krydser en territoriegrænse – mens eventuelle forfølgende hjorte jages ud med det samme og hjorten overtager dåerne fra konkurrenten for en tid.
Hjorten prøver at holde på dåerne indtil han har parret sig med dem, så han er sikker på det netop er ham der er far til den lille kalv der fødes den følgende sommer. Dåen er nemlig kun klar til at blive parret en kort periode – så han skal være på mærkerne når tidspunktet kommer.
Dåerne følger med i kampene, så de sikre sig, at det er den stærkeste hjort, der bliver far til netop deres kalv. Hjortene prøver dog også at bruge list - så mens naboerne slås med hinanden, kan det godt være, at en tredje nabo lige smutter over grænsen og forsøger at parre sig med et par dåer, mens den nuværende haremsholder er optaget af slagsmål med en anden hjort. Men indtrængeren risikerer at få bank af haremsholderen, hvis han bliver taget på fersk gerning. Dåerne kan også afvise ham, hvis de ikke er tilfredse med den nye bejler.
|
|
Vil de mon ha´mig?
Svært at holde øje med dåerne mens man slås...
Her kommer der måske et parringsbillede, hvis Søren er heldig i år!
|
|
|
|
Hjorteparfume - uhm...
I brunsttiden er hjortene ofte helt sorte i hovedet og på området foran bagbenene. Et særligt sekret kommer fra nogle kirtler som sidder ved kønsorganerne og det er derfra hjorten får den mørke farve i hovedet.
Den gnider hovedet mod kirtlerne og vifter ligeledes med hårdusken kaldet penslen der sidder lige foran bagbenene Herved spredes en blanding af sekretet og urin til omgivelserne og hjorten kommer til at lugte af stor og stærk hjort. Den helt rigtige hjorteparfume i brunsttiden.
|
|
Det er vigtigt at dufte helt rigtigt - og se helt rigtigt ud - denne herre har vist styr på sagerne...
|
|
|
|
Hygge ved vandhullet
Hjortene spiser ikke meget under brunsten, men de skal drikke vand med jævne mellemrum. Det kan være en bekostelig affære at forlade sin plads for at drikke – dels kan man miste sit territorium og dels skal hjorten typisk krydse andre hjortes territorier og risikere at blive angrebet af en hidsig konkurrent. Så når vandhullet endelig er nået, er der normalt fælles forståelse og hjortene drikker side om side uden at toppes.
Derfor ville det selvfølgelig være en fordel for hjorten, hvis der var et vandhul på hans plads. Dels skulle han ikke forlade sin plads og evt. harem, og dels ville vandet også tiltrække dåer som jo også har behov for vand. Men kan man være så heldig?
|
|
Lad os være vand-venner...
|
|
|
|
|
|
|
